FOLKEKLUBBEN – SORT TULIPAN (CD)

Den nye plade handler om at vide, at vil du virkelig se frem, må du se dig tilbage.  Om at være til stede nu og her med blikket rettet mod fremtiden, men med en del af bevidstheden og et det meste af et levet liv plantet i en fjern fortid.

At forestille sig at vi tre i Folkeklubben, der i efteråret 2020 udsender ny plade og således aktivt er til stede i en hypermoderne nutid, har vandret lyslevende rundt i Danmark i 1987, gået i skole, spillet fodbold, været en del af familie og samfundsstrukturer; det er en vild tanke.

Når vi kigger på vores opvækst i 80’erne på billeder eller ser klip fra datidens tv virker det som et fjernt og ukendt Truman-show: det er godt lavet, men det har intet med i dag at gøre. Og dog er det en del af os.

 

Vi er børn af den tabte tid.

Vi er dem fra de små årgange, 79’erne og 80’erne, der frit fra hylderne i et postmand-Per-lignende velfærdssamfund samfund med post og skattevæsen, øst og vest, statsbaner, kernefamilier og friluftsbade. Og et landshold, der i den gyldne sommer 1985 slog Sovjet 4-2 i idrætsparken. Så faldt muren og internettet så dagens lys og med ét var den gamle verden tabt.

Tiden som faktor – i det indre liv, i historien og i samfundslivet – er omdrejningspunktet. På et album, der er skrevet på dén erfaring, at verden som du kender den, før du ved af det, er væk og borte for altid. Som de skibe der forliser uden at efterlade andre spor end falmede billeder.

 

Kulmination i KB Hallen

Og bedst som vi skulle til at indspille sangene til det nye album tog kloden på ny et af disse stormskridt der igen – og i skrivende stund – truer med at sætte hegnspæle mellem verden af i går og livet i morgen.

Alt kørte: Efter de endeløse turnéer på mindre og mystiske steder, kunne vi pludselig fylde landets største steder og da vores seneste album ”Sort Tulipan” på rekordtid nåede guldpladens 10.000 solgte enheder, rundede vi et samlet pladesalg på 50.000 albummer i en tid, hvor folk ellers er opdraget til ikke at betale for musikken.

Sideløbende med indspilninger til den nye plade skulle hele forløbet krones med en koncertrække der var sat til at kulminere den 23. marts i en udsolgt KB-Hal. 4500 forventningsfulde publikummer. Ligesom the Beatles.

De nye sange var klar. Touren var i gang. Alting rullede – Og så blev verden lukket ned.

 

”Mellem aldrig mere og ikke endnu.” – mod en ny tid

I dette verdenshistoriske mellemværende er pladen indspillet. Vi gik slåedes i studiet mens alt blev aflyst og klubben og alt andet blev pillet af plakaten. Som en gentagelse af historien og en genindspilning af pladens tematik om tiden der går, en verden i hastig forandring og vores skiftevist naive og heroiske forsøg på at være til stede i det.

Nu er pladen færdigindspillet, nye og helt essentielle sange er kommet til under dette udstrakte nu som satte alt på pause og som stadig pågår. Og vi er klar til at møde verden, hvordan end den har tænkt sig at tage sig ud. Til at spille for stort og småt. For hvem og hvor det er muligt; dén del af øvelsen kender vi. Det var sådan vi startede. Det er vores DNA. Titelsangens afslutningsreplik synes uforvarende at gælde og slå med dobbelt kraft

”Det er en ny tid. Og vi står i grunden lige der, hvor vi altid gerne har villet være.”