Kims plader til den øde ø
Jeg har altid haft det møg svært, med disse ”øde ø lister” hitlister osv.….
Det jeg har haft svært ved, er at begrænse mig til et bestemt antal…
Der findes dog, naturligvis en håndfuld albums, som altid dukker op på listerne, jeg får lavet…
Jeg har, her valgt 10 internationale albums og så er der lige en meget lille, meget eksklusiv liste på 3 Danske albums, jeg bestemt også mener jeg vil have med…
Ud over disse albums vil jeg også meget gerne have en pladespiller, en forstærker og 2 højttalere, samt en hulens lang forlængerledning. Ellers giver det hele jo ingen mening, vel ;)
De 10 Internationale albums…
Airbag, All rights removed. 2011
Norske Airbag, spiller progressivt rock I en helt særlig høj kvalitet.
Dette, deres 2’ album, er blandt de aller mest spillede i min samling.
Giv det et lyt, hvis du også er glad for bla. Pink Floyd.
Marillion. Clutching at straws. 1987
Bandets 4 officielle studie album og samtidigt, det sidste med Fish som forsanger. Det høres tydeligt at det er et band på opløsningens rand, men samtidig et band, der her er maksimalt samspillet…
Steely Dan. Aja. 1977
Donald Fagen og Walter Beckers perfektionistiske Project, Steely Dan, når muligvis deres højeste niveau, med dette ikoniske album.
The Alan Parsons project. I Robot. 1977
Symfonisk prog-rock når det er allerbedst..
Ikonisk album, som har fulgt mig, siden min helt spæde start med musik. At mange af de tryk, albummet er udgivet, ydermere har en møg fin lydkvalitet, gør jo ikke fornøjelsen mindre, vel ??
Mike Oldfield. Ommadawn. 1975
Oldfield, er en anden musiker jeg har fulgt og været fascineret af, i gennem en halv menneske alder. Ommadawn, er efter min mening, hans mest vellykkede og bedst sammenhængende album.
Southern Empire. Civilisation. 2018
Kan et, kun 3 år gammelt album, virkelig allerede være en klassiker og et øde ø album ?? Jep, når vores Australske venner laver så fedt og energisk album, der i den grad lever op til min definition af progressiv musik.. Så må svaret være ja….
Vangelis. 1492, The conquest of paradise. 1992
Vangelis, har for mig altid stået som en af de aller største komponister, også sammenlignet med de store klassiske..
Han er nok mest kendt for sine soundtracks, til adskillige store film.
1492, er ingen undtagelse.
Filmen, med Gerard Depardieu som Christoffer Colombus, har af Vangelis fået et af filmhistoriens smukkeste og mest storslåede soundtracks…
Electric Light Orchestra. A new world record. 1976
I lige uger er det, det her ELO album der skal med og i ulige uger er det Out of the blue… Ét af dem skal helt sikkert med og det her er et vildt godt bud… Flot, tidlig symfonisk prog.
Jeff Wayne. Jeff Wayne’s musical version of the war of the world. 1978
Dette ikoniske og super velkomponerede concept album, baseret på Orson Welles’ roman er og bliver en klassiker… Ét af de få albums der kan erstatte en fed film..
Kansas. In the spirit of things. 1988
Rosinen i pølse enden…. Kansas skal også med..
Der er, også her, flere om buddet, men det bliver dette fede album. Ikke deres mest kendte og mange vil nok mene at, hvis Kansas skal med på en øde ø, så bør det være med et af de meget tidlige albums….
Det her er bare et super godt komponeret koncept album, fortællende historien om en lille flække i midt USA, der bliver ramt af alverdens uheld.
Der er, som sagt også lige en lille håndfuld Danske albums, der bør komme med på øen.
Anima, Shanghai Circus. 1986
Kenneth Knudsens jazz/rock projekt, udgav til allersidst i deres leve tid et, efter min mening, alt for overset album.
Mere ”populær rock” men stadig med masser af jazzede lege.
Selvfølgelig med mit store Danske idol Mikkel Nordsø, på guitar og ikke mindst
Cy Nicklin’s fede vokal.
Mikkel Nordsø. Fifth dimension. 1987
Nordsø i fri dressur… Masser af fed guitar lir og fede jazz-rock kompositioner… Den her er sikker…
Jeg ved ikke rigtig, hvad det er med mig og de der ”sidste albums”..
I mange tilfælde, tror jeg der er noget med, at bandene ofte er max sammenspillet, lige inden deres veje skilles..
Her er endnu et… Sidste album som Delta Cross band, med Billy på guitar. Igen er det fornemmelsen af en totalt sammenspillet band og ”velsmurt maskine” der fanger mig… Måske det bedste Danske blues album, ever ???
R.I.P. Troels Jensen