Palles plader til den øde ø

Det er tydeligvis en gammel mands liste, suk! Jeg hører faktisk masser af helt ny musik, men skulle jeg havne alene med mig selv, ville jeg tage musik med, som har fulgt mig det meste af mit liv og som har defineret mig. Min liste ligner noget de fleste i min generation ville vælge. Det skyldes sikkert at vi ikke havde travlt med at profilere os selv, men mere travlt med at søge fællesskabet i musikken.

Det er ikke nødvendigvis mine flotteste albums, men nærmere dem, jeg bærer med mig under huden.

 

The Doors:

Nr. 1 på listen til alle tider. Det var mit først album, som min mor gav mig mod en klipning. Well … håret voksede ud igen, og dette album – det bedste debutalbum ever – voksede også på mig. Blændende stærke og poetisk tekster og et band med kant og weltschmertz nok til at vælte en langelandsk teenager omkuld. Det lykkedes mig en gang, hvor døren stod åben, at liste mig ind på Whisky a Go Go på the Strip i LA. Der blev The Doors født som band. Jeg var besvimelsen nær. Det var Betlehem revisited.

Bob Dylan – Blonde on Blonde

Når jeg bliver spurgt om jeg virkelig synes Dylan synger godt, er jeg nødt til at svare: det har aldrig tænkt over. Han har bare altid været der, som en underliggende drone under tilværelsens ups and downs. Magen til uregerlig, utilregnelig og rebelsk kunstner skal man lede længe efter. Jeg har overværet min del af lortekoncerter med Dylan. Det tilgiver jeg totalt. ”Some people feel the rain, others just get wet”

Neil Young – After the Goldrush

Min firespors Phillips spolebåndoptager og ulykkelig teenagekærlighed. Neil Young tog sig af begge dele. Siden har han været en trofast følgesvend …. På nær i 80’erne, hvor jeg fyrede ham på gråt papir. Et helt årti med elendighed. Jeg var næsten lykkelig, da han vendte tilbage med Freedom og især Ragged Glory i 89 og 90. 

Beatles – Abbey Road

The Beatles var de første og de største. Jørgen Mylius i mine forældres grønne transistorradio Efter Skoletid sørgede for konstant levering. Væggene på mit værelse var plastret til med billeder fra tyggegummipakker inden jeg opdagede Beat og Børge og kunne hænge plakater op. Abbey Road, fordi den for mig er det mest helstøbte og også det sidste værk fra The Fab Four. Træet blomstrer altid smukkest før det dør.

Leonard Cohen – The Future

Han er egentlig ikke musiker men digter. Cohens lyrik har nærbibelske for mig. Han er den eneste kunstner, hvis død efterlod mig flæbende i sengen om morgenen. Jeg havde ingen grund til at stå op den 8. november 2016. Koncerten i Odense (The Future Tour) april 93 er øverst på min liste over store koncertoplevelser.

Patti Smith – Horses

Råt og kompromisløst album. Jeg låste mig inde på mit værelse i kollektivet og stod med luftguitar og åben mund i timevis. Sådan skal rock’n roll lyde. Grimt, sexet svedigt og lugte lidt af pis. Hun har aldrig lavet et dårligt album, men intet over debuten. Hård konkurrent til Doors’ første.

Van Morrison – Moondance

Nu om dage hænger The Belfast Cowboy lidt fast i trivialiteter, men i 1970 skrabede han mod skyerne med flere albums. Moondance bliver jeg aldrig træt af. Nogle gange kommer jeg i tanke om det, smider det på anlægget og er lykkeligt høj i flere timer.             

 

Joni Mitchell – Court and Spark

JM’s tekster (vigtigt for mig) er af skyhøj kvalitet og som musiker er hun på et højt niveau. Hendes musikalske vandring fra den romantiske folksinger over Charles Mingus’ valg til sin sidste plade til elegant overjordisk crooner, viser noget om et uudtømmeligt talent og overskud. Court and Spark ligger lige der, hvor hun stadig har sin folkede baggrund med sig, men har opdaget glæden ved et kompetent jazzet band.

CSN&Y – Deja Vu

Det ultimative hippieband. Måske den mest spillede plade gennem årene i min stak. Den plade er ganske enkelt en banket af musikalske lækkerier. Alle fire var vel ved på dette tidspunkt ved at peake. Åbneren Carry On og Country Girl på side er mindblowing smukke.

Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road

Barske og intense fortællinger fra et hårdt live i de amerikanske sydstater. Hendes sange er nærmest filmiske. Blandt mange flotte albums, er dette mit foretrukne. Jeg kan ikke stå for en kunstner, der fortæller en fængende historie og desuden magter at lade musikken forstærke og underbygge oplevelsen.    

 

Disse måtte blive liggende på havnen, sorteret fra i sidste bitre øjeblik:

  1. Band of Horses – Everything all the time
  2. Amy Winehouse – Back to Black
  3. Stevie Wonder – Songs in the key of life
  4. Suede – Coming Up
  5. Bruce Springsteen – Nebraska
  6. Cat Power – Jukebox
  7. Lana Del Ray – Born to die
  8. Velvet Underground – Velvet Underground (bananen)
  9. Savage Rose – Wild Child eller den første
  10. Skousen & Ingeman – Herfra hvor vi står